Month: March 2011

Menighedsråd og præster har valgt i første omgang at gennemtænke deres visioner lokalt. Provstiudvalget har valgt at afvente denne proces. Så provsten taler på egne vegne, når hun skriver flg.:

Jeg vil arbejde for, at kirken og dermed den kristelige tro skal spille en større rolle i folks hverdag.

Jeg vil arbejde for, at de ressourcer, der bruges på gudstjenester og arrangementer i kirkerne står mål med det antal mennesker, der efterspørger det, og har glæde af det.

Jeg vil arbejde for, at alle kirker i provstiet bliver gode arbejdspladser.

De fleste kirkers og provstiers hjemmesider afholder sig fra at skrive om, hvad der ligger til grund for vort arbejde som kirke og provsti – nemlig: det, vi tror på.

Måske skriver vi ikke om det, fordi vi skal være så rummelige, så vi er bange for at støde nogen væk. Måske skriver vi ikke om det, fordi vi slet ikke er enige om, hvad vi tror på, når det kommer til stykket. Måske er vi bange for at skrive noget, som kan føre til, at vi mister kjole og krave.

Nu vil jeg alligevel gøre et forsøg. Det bliver nok noget, der skal arbejdes på, og som vil ændre udseende hen ad vejen – ikke fordi det, vi tror på, ændrer sig. Men fordi der hele tiden skal arbejdes med formuleringen af det i de skrøbelige ord, vi har til rådighed.

Hver søndag i kirken lyder trosbekendelsen, som er blevet til i 400-tallet, og som kort ridser troslæren i kristendommen op. Af den fremgår det, at vi tror,

1) at vi tror, der er ondskab – i verden og i os selv, men at vi ikke vil have noget med Djævelen og det onde at gøre – vi forsager det.

2) at vi tror, at vi kan takke Gud for den verden, vi lever i, og for livet. At verden og livet er skabt af Gud, betyder også, at verden og livet grundlæggende er godt og villet af Gud. At tro på Gud kan altså aldrig handle om at flygte fra livet og virkeligheden.

3) at vi tror, at Jesus er Guds søn, og at vi i ham har set, hvem Gud er. Det kan vi læse om i Biblen: Han er kærlig og barmhjertig og tilgiver, og han kæmper imod ondskab og menneskelige lidelser. Men Gud er også retfærdig og forventer, at vi elsker hinanden, som han har elsket os, og lever med kærligheden som rettesnor. Derfor er Jesus Kristus samtidig den, der forsoner os med Gud, og stiller sig imellem os, når Gud dømmer os. Endelig tror vi, at fordi Jesus Kristus er død, men opstået igen fra de døde, så skal også vi, der tror på ham, opstå fra død til liv.

4) at vi tror, Gud virker hos os i kraft af Helligånden. Helligånden er den, der giver os ånd hver især, så vi forstår, at Gud er til, og så vi kan leve et liv med kristne værdier, og så vi kan forsamles i et åndeligt fællesskab om troen på Gud.

I Københavns Kommune er der 8 provstier, som skal dele de kirkeskattekroner, der kommer ind fra medlemmerne her. I gennem mange år har der været en lille, men støt tilbagegang i antallet af medlemmer af folkekirken i København. Det skyldes flere ting. Der bor generelt færre mennesker i København end før i tiden, og derfor også færre medlemmer. Der er færre, der bliver døbt i hovedstaden end i resten af landet. Der bor forholdsvis flere med en anden etnisk baggrund i hovedstaden, og disse tilhører ofte et andet trossamfund end folkekirken.

Alt i alt må man konstatere, at indtægterne daler. Dette sker samtidig med at udgifterne stiger. Der kræves andre ting for at være kirke i dag. Der skal være anderledes gudstjenester, ofte med spisning bagefter. Det kræver flere hænder, og da det er svært at skaffe frivillig arbejdskraft, vælger mange menighedsråd at ansætte en sognemedhjælper. Noget andet, der koster, er vedligeholdelsen af kirker og præsternes embedsboliger. I København har vi nogle meget smukke, gamle kirker, som er bevaringsværdige, men også ekstremt dyre at vedligeholde. Det er ikke længe siden, at Vor Frelsers Kirke blev færdig med en gennemgribende renovering, som kostede 120 mio. kr. Vedligeholdelsen af embedsboligerne er selvfølgelig i en meget lavere klasse. Men det er alligevel tankevækkende, at Kirkeministeriet fastholder, at præster skal bo i embedsbolig, når de ikke selv ønsker det, og der er en anden præst, der bor i sognet.

De økonomiske betragtninger skal ses i sammenhæng med noget, som måske er endnu mere tungtvejende: I mange af de københavnske kirker er der simpelthen ikke særlig stor tilslutning til de ting, der foregår. Det kan skyldes måden, vi driver kirke på. Den er under revision mange steder. Men helt konkret skyldes det i hvert fald, at der er for mange kirker i forhold til antallet af medlemmer. Sognene er for små, når man ser på antallet af medlemmer og ikke antallet af indbyggere.

Disse ting er baggrunden for, at man i Budgetudvalget i efteråret 2010 besluttede at udpege en kirke i hvert provsti til lukning. Indtil videre har det været sådan, at Kirkeministeren følger menighedsrådets indstilling vedr. en evt. lukning. Hvis menighedsrådet altså ikke ønsker, at deres kirke skal lukkes, så vil Kirkeministeren heller ikke lukke den. Dette er ikke holdbart, vurderer Budgetudvalget. Men kunne Budgetudvalget eller det pågældende provstiudvalg så ikke bare vælge at skære i bevillingen til den kirke, man ønskede at lukke? Nej, det er dårlig forvaltningsskik, udtaler juristerne.

Altså må vi indtil videre lægge pres på Kirkeministeren, for at åbne hendes øjne for nødvendigheden af kirkelukninger. Med os har vi Københavns Biskop, Peter Skov-Jakobsen, og formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen.